Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Rindsholmvej

Søren Røjgaard, Afdelingsleder
Direkte tlf.: 41 71 96 39

 

Vi er en kommunal specialafdeling, der hører ind under de gældende regler for folkeskoler og der arbejdes efter Folkeskolelovens overordnede formål.

Rindsholmvej er en afdeling af Nordre skole for normal begavede børn med en eller flere af følgende problemstillinger:

  • Socio-emotionelle
  • Adfærds- og kontakt
  • Trivsel

Vores elever har behov for en særlig grad af hensyntagen, der ikke kan imødekommes i en almindelig folkeskoleklasse eller specialklasse.

For at få en plads på skolen skal dit barn have et særligt behov for støtte og behandling, der ikke kan dækkes gennem almene undervisningstilbud eller i en af kommunes andre specialklasserækker. Det er PPL og Børn & Unge Forvaltningen, der ud fra en individuel pædagogisk vurdering i tæt samarbejde med forældre og andre omkring barnet, visiterer til skolen.

På skolen er vi anno 2022: 1 afdelingsleder, 1 faglig koordinator, 18 lærer og 9 pædagoger samt 70-75 elever.

Desuden har vi 1 psykolog tilknyttet afdelingen, som personalet kan spare med vedr. forskellige problemstillinger. Her foregår sparring i forhold til den enkelte elev og vidensdeling på specifikke områder. Vi arbejder ud fra vores viden om den enkelte elev, så hver af vores elever har et undervisningstilbud, der tilgodeser elevens individuelle behov. For os er det vigtigt at hver elev er i trivsel, så eleven har de bedste forudsætninger for at tilegne sig faglig viden.

Vores eleverne er fordelt på 6 klasser fra indskoling til overbygning. Der er mellem 6-16 elever i en klasse og til hver klasse er der 3-6 uddannede lærere og pædagoger til at varetage undervisning og trivsel for vores elever.

De to faggrupper arbejder tæt sammen, således både faglig læring og social træning styrkes. Vi tager udgangspunkt i hvert enkelt barns ressourcer og al læring er tilrettelagt individuelt til hver enkelt elev.

Vi arbejder med primære og sekundære kontaktpersoner, således at alle elever har to kontaktvoksne. Det vil typisk være den primære kontaktperson, der varetager samarbejdet til hjem, sagsbehandlere og andre interessenter.

Dagen er typisk bygget op af faglig undervisning med vægt på dansk og matematik fra 8.30-12.00. I hver klasse arbejdes der igen i mindre grupper, hvor eleverne udover det faglige indhold øves i at forholde sig til klasserummet.

Over middag vil hovedvægten være på social træning i form af valgfag og samarbejdsøvelser.

Vi samarbejder desuden med Naturskolen, Game Street Mekka og Mercantec.

Hver dag på skolen er tilrettelagt ud fra velstruktureret special pædagogik, som skaber struktur, mening, overblik og forudsigelighed for den enkelte elev. Dermed skabes der ro for den enkelte elev og der skabes mulighed for at udbygge det enkelte barns potentialer bedst muligt.

Al vores undervisning bygges på anerkendende og mentaliserende pædagogik. Vi er undersøgende på vores elevers handlinger, og hvorfor de handler, som de gør. Hvordan kan vi i samarbejde med eleven og hjemmet ændre uhensigtsmæssige handlinger til konstruktive tankegange og handlingsmønstre.

Vi ser det hele barn i al læring og samarbejder derfor tæt sammen med forældre eller de voksne, hvor barnets primære tilknytning er.

Når en af vores elever er klar til det, vil vi i samarbejde med hjemmet diskutere enten et mindre specialiseret skoletilbud eller inklusion på en almen folkeskole.

Vi glæder os til et kommende samarbejde med jer!